Vildanden
Vildanden følger Gregers Werle, som vender hjem etter mange år borte og gjenforenes med sin gamle skolekamerat Hjalmar Ekdal. Hjalmar lever et tilsynelatende lykkelig liv som fotograf sammen med sin kone Gina og datteren Hedvig, mens den nedbrutte gamle Ekdal holder en såret villand på loftet. Drevet av et ubøyelig krav om sannhet avdekker Gregers familiens skjulte hemmeligheter og grossererens rolle i deres ulykke. Hans innblanding river bort livsløgnene som har holdt familien sammen, og fører mot en hjerteskjærende katastrofe.
Stykket stiller det idealistiske sannhetskravet opp mot den livsløgnen som gjør tilværelsen utholdelig, formulert gjennom doktor Rellings skepsis. Ibsen viser hvordan godt mente avsløringer kan ødelegge mer enn de helbreder. Med villanden som rikt symbol på det sårede og fangne menneske regnes verket som et av hans dypeste, der tragedie og komedie veves sammen til en uforglemmelig granskning av selvbedrag, skyld og familiens skjøre illusjoner.
How it begins
(I grosserer Werles Hus. Kostbart og bekvemt indrettet arbejdsværelse; bogskabe og stoppede møbler; skrivebord med papirer og protokoller midt på gulvet; tændte lamper med grønne skærme, således at værelset er dæmpet belyst. Åben fløjdør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor ses en stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager. Foran til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen.) (Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og lejetjener Jensen, i sort, sætter tilrette i arbejdsværelset. I den større stue går to—tre andre lejetjenere omkring, ordner og tænder flere lys. Inde fra spisesalen høres summende samtale og latter af mange stemmer; der bankes med kniven på et glas; stilhed indtræder; en skåltale boldes; bravoråb og så atter summende samtale.) PETTERSEN (tænder en lampe på kaminen og sætter skærm over). Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby. LEJETJENER JENSEN (flytter en lænestol frem). Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem? PETTERSEN. Fan' véd. JENSEN. For han har nok vær't en svær buk i sine dage. PETTERSEN. Kanske det. JENSEN. Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de. PETTERSEN. Ja. Sønnen kom hjem igår. JENSEN.
Text from Project Gutenberg, public domain.