Eneboerne
Eneboerne er en brevroman af Karen Blixen, fortalt gennem den unge Lucie Vandamms breve hjem til sine søstre. Sammen med sin mand Eugène har hun bosat sig på en øde, klippefuld ø langt ude i havet, hvor de skal leve som eneboere. Allerede ved ankomsten rammes de af sorg, da drengen Joseph drukner. En aften banker det på døren, og en fremmed mand i uniform, Christobal Christmas, træder ind og forandrer alt. Herfra udfolder der sig en forunderlig og uhyggelig historie, hvor grænsen mellem virkelighed og drøm opløses i ensomheden.
Fortællingen kredser om isolation, længsel og menneskets sårbarhed over for det ukendte. Med sit sansede sprog forvandler Blixen et øde hus og et oprørt hav til et landskab, hvor tingene får stemme og fantasien tager magten. Værket viser tidligt den fortællekunst og fascination af skæbne, fortryllelse og fortælling, som senere skulle gøre hende verdensberømt.
How it begins
Det skal være det allerførste, jeg gør, nu, da jeg har et Øjeblik tilovers, at skrive til jer. Jeg véd nok, at dette Brev ikke vil naa jer før om lang Tid, om Maaneder eller et halvt Aar maaske, men dog skriver jeg det, for jeg kan ikke holde ud, at I ikke skal vide lige saa god Besked og kende alt her lige saa godt som jeg. – Men jeg er endnu saa fortumlet af at gynge op og ned paa Vejen herover, – det er, som om mine Tanker endnu gyngede, – at I ikke maa vente, dette skal blive noget fornuftigt Brev. Der har ogsaa ramt os en stor Sorg. Den lille Dreng, som vi havde med os til Øen, Joseph, er død, han maa være falden ned fra en Klippe ved Stranden og druknet, det var to Dage efter at vi kom hertil, – saa er det syv Dage siden, i Dag. Det forekommer mig allerede at være uendelig længe siden.
Text from Project Gutenberg, public domain.