Flyvefisken »Prometheus« (En Fremtidsfantasi)
Flyvefisken »Prometheus« er en satirisk fremtidsfantasi fortalt i breve mellem to gamle venner i et forvandlet Danmark, hvor Frederiksberg Have er blevet til det tropiske Isphana, og hvor sprængstoffer, damporkestre og undersøiske tunneler hører til dagligdagen. Brevskriveren beretter om sit dristige tunnelprojekt under Øresund og om vennen Joseph Springs nye sprængstof, Keraunobolit, så voldsomt at det kunne slynge Jorden ud af sin bane. Drømmen kulminerer i »Prometheus«, en flyvende maskine, der skal bære menneskeheden ud i en grænseløs teknisk fremtid.
Bogen er en tidlig dansk science fiction-klassiker, skrevet med lune og ironisk overdrivelse. Bergsøe driver gæk med samtidens grænseløse fremskridtstro, med ingeniørernes hovmod og med pressens sensationslyst, samtidig med at han med forbløffende forudseenhed forestiller sig en verden af eksplosiv teknologi. Den er værd at læse, fordi den både morer og advarer: en charmerende, vittig fabel om menneskets evige trang til at overvinde naturen — og om prisen for den.
How it begins
D u bliver maaske lidt forundret over at modtage Brev fra Madegassernes Land, skrevet i en tropisk Hede paa Biskop Kings skyggefulde Veranda — men saadanne er nu Verdens Omskiftelser! I vore Dage bør man ikke undre sig længere; gør man det, viser det blot, at man ikke følger med Tiden. Erindrer du vort sidste Møde i det herlige Isphana, hvortil Frederiksberg Have og Søndermarken er bleven omdannet. Jeg husker, som var det i Gaar, denne mageløse Aften, da vi sad paa Slotspavillonens flade Tag og til Tonerne af Avantis Damp-Orkester nød vore Nikotin-Cigaretter. Hvor ser jeg tydeligt den gamle Filister, der blev smidt ud af Amazon-Sangerinderne, fordi han vovede at forpeste Luften med sin gammeldags Portoriko, og hvor smager jeg endnu den skummende San Francisko, som du var saa liberal at give til bedste. Siden den Tid er meget forandret, men det er jo ogsaa et helt Aar siden. Du sidder nu paa Sukkertoppen som Direktør for de grønlandske Sølvminer, og jeg har endelig overvundet den Modstand, som baade Videnskabernes Selskab og de gamle Parykblokke fra den højst forældede polytekniske Skole har rejst mod min undersøiske Tunnel. I April begyndte vi at gaa ned i Saltholms-Kalken, og ved Hjælp af Wooleys Ultramarin-Dynamit drev vi det til at gennembryde hundrede Meter i Døgnet, saa at vi allerede før fjorten Dages Forløb var et godt Stykke forbi de gamle Søforter.
Text from Project Gutenberg, public domain.