Ved Vejen
Ved Vejen følger Katinka Bai, den stille, blide hustru til den buldrende stationsforstander Bai i en lille, søvnig stationsby på landet. Hverdagen går sin sløve gang blandt egnens snakkesalige skikkelser — præstefrøkenen, enkefru Abel og hendes døtre — indtil den nye forvalter Huus kommer til gården. Mellem Katinka og Huus vokser stille en kærlighed frem, som aldrig helt får lov at folde sig ud, men som forandrer hende indefra, mens livet udenom fortsætter uberørt og uforanderligt.
Romanen er et hovedværk i dansk impressionisme, fortalt i Bangs karakteristiske antydende stil, hvor følelser aldrig udsiges direkte, men anes gennem replikker, gestus og tavshed. Den skildrer længslen efter et større liv og resignationen i det snævre provinsmiljø, hvor drømme visner stille hen. Med sin sarte medfølelse og sit vemodige blik på det ulevede liv står Ved Vejen som et af de fineste portrætter af menneskelig forsagelse i nordisk litteratur.
How it begins
Han fik tændt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han gik saadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne, saa' man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt Rundingen fra Kavalleriet. Fem-seks Bønderkarle var kommet og stod og skrævede i en Klump midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slæbte Godset frem, en enlig grønmalet Kasse, der saa' ud som' den var tabt ved Kanten af Vejen. Præstens garderhøje Datter rev Perronlaagen op og kom ind. Stationsforstanderen slog Hælene sammen og hilste. -Hvad vil Frøkenen idag, sagde han. Naar Stationsforstanderen var "paa Perronen" konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt paa Klubballerne i Næstved i gamle Dage ved Kavalleriet. -Gaa, sagde Præstens Datter. Hun havde nogle underlige daskende Gestus, naar hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slaa den, som hun talte med. -Forresten kommer Frøken Abel hjem. -Allerede—fra Byen? -Ja—a. -Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen spillede med højre Haands Fingre i Luften, og Præstefrøkenen lo. -Der har De Familien, sagde hun. Jeg betakkede mig og løb fra dem…. Stationsforstanderen hilste paa Familien Abel, Enkefruen og hendes ældste, Louise. De var ledsaget af Frøken Jensen. Enkefruen saa' resigneret ud. -Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst. Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten.
Text from Project Gutenberg, public domain.