Det graa Hus
Hans Excellence er en aldrende, hædret digter, der lever afsondret i sit graa hus sammen med Hendes Naade, der taler i søvne om svundne baller, og en lille husstand af trofaste tjenere. Mens urene staar stille og bronzer og hædersgaver hyller sig i lagener, sidder den gamle excellence nat efter nat og skriver side op og side ned — værker, som ingen forlægger længere vil trykke, og som han til sidst ikke selv kan læse. Romanen følger dette livs langsomme afslutning, hvor sønnesønnen, slægtens sidste, bringer en svag rest af liv ind i de mørke stuer.
Bang tegner et stilfærdigt, vemodigt billede af storhed, der visner: berømmelsens tomhed, alderdommens afmagt og en slægt, der dør ud. I de udviskede litografier og de stansede ure bliver forfaldet selv hovedperson. Bogen er et mesterværk i Bangs impressionistiske stil, hvor det usagte og det antydede bærer hele sorgen over en svunden tid.
How it begins
Hans Excellence rejste sig i den Fyrretræs Seng og tændte sit Lys. Saa stod han op. Han overgød sig med Vand, mens han betragtede sig i sit Spejl: Legemet var knudret og stærkt som et gammelt Tømmer. Over den hvide Væg tegnedes det som en Kæmpes Skygge. Han klædte sig paa og han gik ind. Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer, Piedestaler og Hædersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i Mørket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem Spøgelser. Ved den sidste Dør stansede han et Øjeblik og lyttede. Der blev talt derinde. Det var Hendes Naade, der talte i Søvne. I Søvne troede Hendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med Durchlauchter, der var døde. Hans Excellence blev staaende, mens hans løftede Haand holdt om Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte efter Hendes Naades Tale, naar hun sov. Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede Døren. I Mørket gik han frem mod Hendes Naades Seng. Hendes Naade blev ved at tale—og højere, mens Hans Excellence lyttede: -Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade. Hans Excellence stod der endnu, som en Støtte. -Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade. Excellencen vendte sig og lukkede Døren og gik videre.
Text from Project Gutenberg, public domain.