Det hvide Hus
Det hvide Hus skildrer en barndom i et lyst, hvidt herregårdshjem, fortalt som et tilbageblik båret af længsel. I centrum står moderen — fin, skrøbelig og nervøs — der fylder hjemmet med sang, musik og en næsten skinnende hvidhed, mens hun viger tilbage for det mørke, det kolde og det udendørs. Gennem en række stemningsmættede erindringsbilleder følger vi børnene, tjenestefolkene og det stille samliv i huset, indtil moderens tidlige død kaster sin skygge over det hele og forvandler lykken til savn.
Romanen er en af Herman Bangs fineste impressionistiske skildringer, hvor handlingen viger for stemning, antydning og sansede øjeblikke. Værket kredser om barndommens tabte uskyld, om moderbilledet som livets grundtone og om den vemod, der følger med erindringen. Med sit sarte, musikalske sprog og sin evne til at lade det usagte bære det stærkeste indtryk er bogen et nøgleværk i dansk litteraturs gennembrud — et stille mesterværk om kærlighed, tab og tidens ubønhørlige gang.
How it begins
-Die Kindheit ist der Grundton für das ganze Leben, Mama. Die anderen Farben werden nur aufgetragen. Als ich empfangen wollte, habe ich deine Kämpfe, dein Qual empfangen. In dem allgemeinen Chaos hielt ich nur eins für Glück, weil ich fühlte, dass es dich glücklich machte: Ruhe, Ruhe. Schon als Kind. Und das tiefste was ein Junge erfährt, daw Weib, ist meinen Augen nicht eröffnet worden. Ich habe ja das Leben so lieb, Mama, ich weiss, wie stark das Leben ist, und atme leise mit dem Blütensduft der Liebe, aber das Beste ist doch immer meine Sehnsucht—ich bin ein Bettler am Wege, wenn die Mädchen an mir vorüberziehen in den Frühling hinaus…. -Und deine Werke, mein Sohn, hast du nichts erlebt, was du den Menchen geben kannst? -Ich habe ihnen von meinen Schmerzen gegeben; das hat sie gerührt—für mich was es nichts, ich habe mein Herz dabei verschwendet ohne zu empfangen, ohne froh zu sein— Georg Hirchfeld. Long, long ago— long ago. Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage, Tider uden Nid, venlige Tider, Jer vil jeg gerne mindes. Min Moders fine Trin vil lyde gennem lyse Stuer, og Mennesker, som nu er graa under Livets Byrde, vil le som de, der ikke kendte deres Skæbne. Lad dem, som døde, tale igen med milde Stemmer, og gamle Sange vil slynge sig gennem Mindernes Kor.
Text from Project Gutenberg, public domain.