Ludvigsbakke
Ida Brandt er en stilfærdig, godhjertet ung kvinde, der efter en barndom knyttet til herregården Ludvigsbakke arbejder som sygeplejerske på et københavnsk hospital. Med arv og et vennesælt sind står hun til rådighed for alle omkring sig, og da hun genmøder Karl von Eichbaum fra sine unge år, knytter hun sig til ham med hele sin hengivenhed. Men hendes godhed udnyttes, og hendes kærlighed besvares aldrig fuldt ud. Romanen følger, hvordan den, der giver mest, oftest glemmes af dem, hun hjalp.
Bogen er en ømt og vemodig skildring af den oversete, selvopofrende natur, der lever for andre uden at kræve noget tilbage. Bang tegner med fin psykologisk sans temaer om social stand, ensomhed og ubesvaret hengivenhed. Tilegnet plejerskerne minder fortællingen om, at kærlighedsgerninger aldrig skrives i sandet, men gemmes i menneskelige hjerter — og deri ligger dens stille, blivende styrke.
How it begins
[Det havde oprindelig været Herman Bangs Hensigt at tilegne Ludvigsbakke til de Sygeplejersker, der havde været gode og kærlige imod ham under et sørgeligt og pinagtigt Hospitalsophold. Men saa døde netop hans trofaste Ven, Redaktør Emil Bjerring, og han tilegnede Bogen hans Minde. Men det oprindelige smukke og for Bang meget ejendommelige Tilegnelses-forord opbevaredes af Forlagsboghandler Lybecker, der nu har stillet det til Disposition For denne Minde-udgave]. * * * * * PAVILLON I. … _"Er ikke det et af Digterens Maal: at give deres Klage Ord, som aldrig klagede?…." Til Plejerskerne. Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fødtes. Dens Fortælling er spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den. Under Hospitalets lange Nætter uden Søvn stod Døren aaben til den lille Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Træbord. Lige overfor hinanden arbejdede de stille ved det fælles Lys. De vekslede ingen Ord. Men paa én Gang havde de begge paa samme Tid sluppet deres Arbejde og begge saá de tavse ind i Lyset med et langt Blik—Øjne, der søgte fjernt, saa fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendte Erindringer…. Saadan sad de en Stund med Panderne løftede mod Lyset. Og over deres Ansigt fløj den samme Skygge af en Vaagnen; en Stønnen kaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres Pligt….
Text from Project Gutenberg, public domain.