Min gamle Kammerat
—En navngiven fortæller mødes igen med sin gamle studiekammerat Kristian efter otte års adskillelse. Mens de sidder og taler om de svundne dage — soldene, forelæsningerne, de fælles venner og ungdommens lette hjerteslag — opdager fortælleren, at Kristian er blevet præst på den afsides ø Lyø. Lidt efter lidt åbner Kristian sig om familiens skæbne: den engang så rige fars forretning vaklede i det skjulte, hjemmet på Gammeltorv var en fasade af fester og løgne, faren bukkede under for ulykken, og søsteren Elisabeth — fortællerens første, håbløse forelskelse — hævede sin forlovelse og blev tilbage som en knust kvinde.
Fortællingen er en stille, vemodig betragtning over tidens gang, om hvordan ungdommens drømme falmer, og hvordan velstand og anseelse kan dække over forfald og fortvielse. Med sin sarte, antydende stil fanger Herman Bang det smertelige skel mellem den glansfulde overflade og den menneskelige sandhed bagved — et grundtema i hans forfatterskab om de stille eksistenser og det tabtes melankoli.
How it begins
—Men saa sæt dig dog dér i Lænestolen, at jeg kan se paa dig: Jo, du er helt den gamle—paa Skjægget nær—det er blevet tykkere—husker du den Gang—du plejede de spirende Dun med Løgsaft— -Aa ja— -Og saa er Du blevet svær— -Og du er stadig lige tynd—og du gaar stadig med for smaa Støvler. -Det er blevet en Vane. Jeg tror ikke mere, jeg kunde undvære det.— Vi satte os. Ja—han var helt den gamle: de samme Øjne, blaa og troskyldige, den samme Latter, saa klar og trohjertet. Jeg sad nogle Øjeblikke og saa paa ham. Saa sagde han: -Vi sidder og ser paa hinanden og hver tænker om den anden: Hvor han har forandret sig—i de otte Aar. -Otte Aar—er det otte Aar— -Ja, det er otte Aar. Var det virkelig saa længe siden, vi havde set hinanden. I det Øjeblik syntes jeg, det var som igaar, vi havde siddet ved Studentersoldene sammen, sovet Side om Side paa Forelæsningerne, og pantsat Frakker for hinanden, naar det kneb og gaaet med hinandens Støvler— Og det var otte Aar siden. Vi talte om de gamle Dage. Om de gamle Pudsigheder, om Soldene, om vore første Theaterforestillinger. Hvor Hjerterne dog havde haft let ved at banke i den Tid— De gamle Navne dukkede op. -Husker du ham—og husker du ham? -Aa jo—hvad er der blevet af ham?
Text from Project Gutenberg, public domain.